| Tilbage til Fællesområder. |
Fiskeri i havnen
3 fiskepladser i Københavns havn

Der er åbnet fiskepladser i både Københavns Syd- og Nordhavn. Udpegningen af fiskepladserne er sket i samarbejde mellem Københavns Kommune, Københavns Havn og lystfiskerne.
Fiskepladsernes placering kan ses på 3 kort, som findes på internettet på adressen: www.kk.dk/fiskeri.aspx
Nye undersøgelser har banet vejen Københavns Kommunes Miljøkontrol har i samarbejde med Fødevarestyrelsen gennemført fornyede undersøgelsesprogrammer for skrubber, torsk, sild, hornfisk, ørred, aborre og ål fra havnen.
Undersøgelserne blev delt op i to faser. I første fase blev der undersøgt for relevante tungmetaller. De arter af fisk, der kunne overholde kravene for indhold af tungmetaller indgik i anden fase, hvor fiskene blev undersøgt for relevante miljøfremmede stoffer - heriblandt dioxin.
På baggrund af resultaterne har Fødevarestyrelsen vurderet, at hornfisk, ørred og torsk overholder fødevarekravet for indholdet af kviksølv, men at der i en af de undersøgte ørreder er målt et for højt indhold af TBT (aktivt stof i skibsbundmaling). De øvrige undersøgte miljøfremmede stoffer PAH, PCB og dioxin forekommer kun i uvæsentlige koncentrationer. Endvidere er det vurderet, at datagrundlaget for vurdering af sild ikke var tilstrækkeligt.
Det betyder, at Fødevarestyrelsen har ændret forbuddet mod fiskeri i Københavns havn, så det fra 12. april er blevet tilladt at fiske torsk og hornfisk i Københavns havn.

En langvarig indsats har båret frugt Muligheden for at åbne for fiskeri i havnen er skabt ved, at Københavns Kommune i en årrække har investeret i bygning af bassiner, der kan tilbageholde regn- og spildevand, så det ikke løber ud i havnen ved kraftigt regnvejr (overløb). Ved ekstrem kraftig regn, kan der kan dog stadig forekomme overløb, men det sker kun en til tre gange om året. Reduktionen i overløbene har medført en kraftig reduktion i udledning af tungmetaller og forbedret den hygiejniske kvalitet i et omfang, så det nu er forsvarligt at bade og fiske i havnen. Endvidere er skibstrafikken i Sydhavnen ophørt. Dermed ophvirvles de aflejrede forureninger ikke så de kan påvirke fiskene. Fisk og dyr der lever på bunden af havnen bliver stadig påvirket af det forurenede sediment.
Det videre arbejde De undersøgte ål, skrubber, sild og aborrer har et indhold af kviksølv over grænseværdien. Med hensyn til aborre er det ikke klart, om det høje kviksølvindhold i aborrer skyldes deres ophold i Københavns havn, eller om det kan henføres til andre faktorer. Det er kendt, at der ved lyst- og erhvervsfiskeri fanges relativt store mængder aborrer i Kalveboderne, Køge Bugt og i vandløbene omkring Køge Bugt. For at klarlægge om aborre generelt indeholder mere kviksølv end andre fisk, eller om det høje kviksølvindhold kan forklares ud fra deres adfærdsmønstre (herunder deres ophold i Københavns havn i kortere eller længere perioder), vil Miljøkontrollen undersøge mulighederne for at iværksætte et samarbejde med Fødevarestyrelsen og Danmarks Fiskeriundersøgelser om kviksølvbelastningen af aborrebestanden i havnen og Køge Bugt.
For sild og ørred vil Miljøkontrollen i 2006 gennemføre yderligere undersøgelser for at undersøge, om disse to arter også kan fiskes. Endvidere udføres der årligt kontrol af fisk fra havnen efter aftale med Fødevarestyrelsen.
|
Har du info?
Har du viden om fiskeri i havnen, eller vil du bare pragle med, hvor stor en fisk eller cykel du har fanget, hører vi meget gerne fra dig. Send venligst en mail til webmaster. |