Mail fra Jakob Næsager:
Kære støtter af en ny station i Kbh. SV
Mandag den 2. november kl. 15 kommer formanden for Folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) på besigtigelse for at se på mulighederne for en ny tog-station i Kbh. SV i nærheden af Sluseholmen.
Som bekendt er vi en gruppe borgere og virksomheder, der arbejder for at få åbnet en ny tog-station i Kbh. SV. Vi har mødtes to gange for at fremme arbejdet.
Borgerrepræsentationen har i juni 2009 vedtaget et forslag om at undersøge mulighederne, men det kræver et samarbejde med Staten. Derfor er det godt, at formanden for trafikudvalget vil komme forbi.
I arbejdsgruppen håber vi, at så mange som muligt har mulighed for at deltage i besigtigelsen på mandag. Vi begynder kl. 15 på parkeringspladsen ved Clarion Hotel Copenhagen, og besigtigelsen af pladsen til den nye station ligger i forlængelse af hotellets parkeringsplads. Besigtigelsen forventes at vare ca. 30 minutter.
For at fremme idéen yderligere vil vi i arbejdsgruppen naturligvis invitere pressen for at synliggøre behovet for en station i området.
Du må gerne give undertegnede besked, hvis du har tid og mulighed for at deltage i besøget af formanden fra trafikudvalget på mandag, så vi sikrer, at vi bliver så mange som muligt.
De bedste hilsner på arbejdsgruppens vegne
__________________________
Pressemeddelelse fra gruppen af borgere og virksomheder, der ønsker en ny station i SV - koordinator Jakob Næsager, suppl. til Københavns Borgerrepræsentation
30. oktober 2009
Ny tog-station ved Sluseholmen - fmd. for trafikudvalget besøger i Kbh SV
Vores tålmodighed er sluppet op, og derfor henter vi nu formanden for Folketingets trafikudvalg ud i SV for at se på behovet for en ny station. Vi har skinnerne og togene, men ingen station, og det skal der laves om på. Det er fuldstændig fjollet, at togene kører lige forbi flere gange i timen, men ikke tager passagerere op.
|
Formanden for Folketingets trafikudvalg og næstformand for finansudvalget, kommer mandag den 2/11 kl. 15 til Kbh SV. Han skal se, at stedet bag Clarion Hotel er et oplagt sted at anlægge en ny tog-station. |
Flemming Damgaard Larsen (V), der er formand for Folketingets trafikudvalg og næstformand for finansudvalget, kommer mandag den 2. november kl. 15 på travetur i København SV. Han skal se det sted bag Clarion Hotel Copenhagen, hvor togene fra lufthavnen mod Hovedbanegården krydser togene fra lufthavnen mod Ny Ellebjerg.
Det vil være et oplagt sted at anlægge en ny tog-station til betjening af de mange nye borgere og arbejdspladser i de nye kvarterer langs Københavns havn, ikke mindst de mange nye boliger ved Sluseholmen.
Jakob Næsager (C) fik i juni 2009 som suppleant i Borgerrepræsentationen vedtaget et forslag om, at Københavns Kommune skal undersøge mulighederne for at anlægge en tog-station på det eksisterende skinne-net.
For at sætte skub i arbejdet er vi en gruppe beboere og virksomheder i området, der har dannet en arbejdsgruppe. Vi mødtes på Clarion Hotel Copenhagen for nylig, hvor vi besluttede at invitere transportministeren. Det er Banedanmark og dermed transportministeren, der ejer skinnerne, så hvis vi skal have anlagt en station til at betjene området, så er ministeren nøglen til løsningen.
Firmaet Rambøll har tidligere undersøgt, hvad det vil koste at bygge en ny station i området. De kom frem til en pris på 30-40 mio. kr. Til sammenligning har Borgerrepræsentationen i seneste budgetforlig sat 37,5 mio. kr. af til permanent at lukke Nørrebrogade for gennemkørende trafik.
Yderligere oplysninger fås hos
Jakob Næsager på tlf. 23 48 80 12
www.cjakob.dk