|
Tilbage til Forsiden.
|
Lange udsigter til pontonbro
Pontonbroen, der er planlagt til at gå over Frederiksholmsløbet, og som på sigt skal slutte cykelruten omkring havnen, er blevet udskudt.
Både beboere og medlem af borgerrepræsentationen, Jakob Næsager (C) efterlyser mere pres fra lokalområdet, så etablering af broen fremskyndes. Jakob Næsager har bedt om at sagen bliver rejst i teknik- og miljøudvalget. Han vil kæmpe for, at broen bliver mere end bare "en ide", og der bliver samlet et flertal for at den etableres hurtigt.
Henrik Hansen, der er beboer på Sluseholmen, anbefaler, at der er flere beboere fra Sluseholmen og Teglholmen, der skriver til Erik Hejbøl og programchef Andreas Røhl, androl@tmf.kk.dk, fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, så de kan se at beboerne i området er interesserede i at støtte op omkring projektet, og at vi ser broen som en vigtig del i at knytte os tættere til øvrige bydele.
Henrik Hansen foreslår endvidere at vi skriver til de teknik- og miljøansvarlige politikere fra de respektive partier, for som han siger: "Jo mere vi gør opmærksom på vores behov, jo bedre står vi på sigt. Så det hjælper faktisk at skrive til politikerne, selvom kampgejsten indimellem kan være svær at holde intakt!"

|
|
Fakta om projektet
Ansøgningen om støtte fra den statslige cykelpulje til projektet blev i 2009 trukket tilbage, eftersom der i Københavns Kommunes budget for 2010 ikke er afsat penge til den pågældende bro. Og støtte fra den statslige cykelpulje kræver kommunal
medfinansiering på 50-70%
Derfor er det ikke sansynligt, at en pontonbro over Frederiksholmsløbet er etableret når broen mellem Sluseholmen og Teglholmen åbner.
Projektet lever imidlertid stadig som idé og vil være i spil, hvis/når det politisk besluttes at afsætte midler til nye cykelprojekter. Årsagen er, at det er et projekt der vil give store rejsetids- og tryghedsgevinster for cyklister (og fodgængere), ligesom det vil fuldende en fantastisk rekreativ rute havnen rundt fra Slusen i syd til den kommende bro over inderhaven ml. Nyhavn og Christianshavn i nord. Samlet set forventes projektet således at have en fornuftig samfundsøkonomisk forrentning.
Besluttes en pontonbro vil tiden fra beslutning til den står færdig alt andet lige være forholdvis kort (forudsat der vælges en "standardmodel") da det er en relativt enkelt og gennemprøvet konstruktion. |
|